Hvad søger du?

28 august 2017

Lettere adgang til Vejle Havn med BroBizz

Med en BroBizz i forruden kan lastbiler med ærinde på Vejle Havns lukkede område nu køre ind og ud uden at standse.

Et nyt samarbejde mellem BroBizz A/S og Vejle Havn betyder, at adgangskontrollen til havnen kan styres med BroBizz i stedet for adgangskort og fjernbetjening, og 42 virksomheder har allerede tilmeldt sig ordningen. Deres lastbiler har fået hurtigere og nemmere adgang til havneområdet, når de skal hente eller aflevere fragt. Samme ordning har allerede fungeret på Aarhus Havn og Kolding Havn siden 2014.

Nemmere adgang og nemmere administration

Havnedirektør på Vejle Havn Knud Vang Nielsen har store forventninger til BroBizz-løsningen.

- For de 42 kunder har løsningen betydet hurtigere og nemmere adgang til havneområdet, samtidig med at det har lettet administrationen ved portene betydeligt, siger Knud Vang Nielsen.

Virksomheder, der ønsker at tilmelde deres BroBizz ordningen, skal kontakte Vejle Havn direkte, da havnen selv står for at administrere adgangskontrollen.

Samme BroBizz til både adgangskontrol og betaling

Aftalen med Vejle Havn er en vigtig brik i BroBizz’ strategi om at udvide antallet af steder, hvor kunderne kan bruge BroBizz.

- For vores erhvervskunder er det en klar fordel at kunne anvende samme automatiserede betalingsmiddel flere steder i landet. Derfor arbejder vi hele tiden på at indgå nye aftaler, der kan gøre hverdagen nemmere for vores erhvervskunder, fortæller Mette Berthelsen, Salgs- og Markedschef i BroBizz A/S.

- Med BroBizz som adgangskontrol i havne får vores kunder mulighed for smidigt at køre ind og ud af havnene uden at standse. Kunderne undgår ventetid, og havnene opnår besparelser på drift og mulighed for at øge kapaciteten, siger Mette Berthelsen.

Udover adgangskontrol til havne kan den samme BroBizz benyttes som betalingsmiddel på en lang række færgeoverfarter, betalingsveje og broforbindelser i Skandinavien, ligesom løsningen omfatter lufthavnsparkering i Kastrup.

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk