Det er vigtigt, at jeres Vejafgift Boks altid har strøm, når I kører. Den får strøm enten via fast strøm eller via cigarettænderen. Sørg for, at det er en stabil og sikker forbindelse, I kobler den til.
Hvis I tager Vejafgift Boksen ud af strømmen, kan den kun holde strøm i en kort periode. Det er derfor vigtigt, at I forholdsvis hurtigt tilkobler den til strøm igen.
Sådan tilsluttes ledningerne til de korrekte forbindelsespunkter
Når Vejafgift Boksen sættes til fast strøm i køretøjet, er det vigtigt, at ledningerne tilsluttes til de korrekte forbindelsespunkter:
- Den røde ledning skal forbindes til køretøjets permanente strøm. Den sikrer, at boksen får korrekt strøm, når køretøjet er tændt.
- Den sorte tændingsledning skal forbindes til køretøjets tændingsstrøm. Denne ledning giver besked til boksen om, at den skal starte op, når køretøjet tændes, og at boksen skal slukke/gå i dvale, når køretøjet slukkes.
- Den hvide ledning skal forbindes til stel/minuspol.
Ledningerne til strømforsyningen
Hvis der byttes rundt på, hvilke forbindelsespunkter ledningerne kobles til, kan det give problemer med strømtilførslen til boksen, og hvilke signaler boksen modtager.
Boksen vil ikke modtage korrekt signal om, at køretøjet starter op eller slukker, hvis der er byttet rundt på, hvor rød og sort ledning er tilkoblet.
Hvordan sætter man Vejafgift Boksen fast?
Holderen til Vejafgift Boksen er udstyret med selvklæbende tape, som gør det nemt at montere boksen på forruden.
Hvis den selvklæbende tape mister sin klæbeevne eller bliver beskadiget, kan holderen udskiftes. En ny holder koster 39 kroner.
I skal blot kontakte kundeservice, så vil de sende jer en ny.
