For at øge sikkerheden, har vi lavet en ny login-løsning, hvor du skal benytte en 6-cifret kode, når du logger ind på selvbetjeningen. Læs mere om, hvordan du logger ind på selvbetjeningen.
Når vejafgifter træder i kraft d. 1. januar 2025, skal I beslutte, hvordan I vil behandle opkrævningerne, samt hvordan I vil håndtere afregningen både over for jeres kunder og eventuelle undervognmænd.
Som kunde hos Brobizz vil I modtage en samlet transaktion pr. døgn for hver Vejafgift Boks eller Vejafgift App, som I har. Har I kørt for flere kunder eller flere speditører, så kan den omkostning ikke nødvendigvis viderefaktureres en til en.
Nedenfor kan I læse et par af de løsninger, som vi hører andre fra branchen anbefaler til opkrævning.
I skal være opmærksomme på, at Brobizz ikke kan hjælpe jer med data til disse løsninger.
Fastsæt en fast pris per kørt kilometer
I kan vælge at opkræve en fast pris per kørt kilometer, som I medregner i den endelige pris til jeres kunder. Det er den samme metode, der bliver anvendt til prissætning og omkostningsfordeling af blandt andet dieselomkostninger.
I skal være opmærksomme på, at der er forskel på taksterne alt afhængigt af lastbilens CO2 klasse, vægt og om der køres inden for eller uden for Miljøzoner. I kan se taksterne på vejafgifter.dk
Brug software til beregning
I kan også vælge at købe et software til jeres Transport Management System (TMS), som kan være med til at beregne prisen på hver enkelt tur. Denne metode bruges af andre vognmænd, der allerede betaler vejafgifter andre steder i Europa.
Et af de softwareprogrammer, vi har hørt om fra branchen, er Map & Guide.
I skal være opmærksomme på, at denne type programmer ikke bygget sammen med de systemer, vi har hos Brobizz.
Alternativ beregningsmetode
Som en alternativ metode kan I vælge at vente med at fakturere jeres kunder, til I har fået den endelige transaktion fra Brobizz via selvbetjeningen. I selvbetjeningen kan I finde et link til vejafgifters hjemmeside, hvor I kan se den endelige rute.
Hvis I ønsker at kende prisen, før ruten køres, kan I vælge at registrere ruten på vejafgifters hjemmeside, hvorefter I vil få den pris, ruten forventes at komme til at koste.
Hvordan kontrollerer vi vores udlæg til vejafgifter?
For at sikre, at I får dækket jeres udgifter til vejafgifter, kan I med fordel overvåge de beløb, som I har viderefaktureret for vejafgifter i forhold til de opkrævninger, der løbende kommer fra Brobizz.
I kan også altid tjekke jeres kørte ruter på vejdirektoratets kort for at sikre jer, at de er korrekte. I finder et link til vejdirektoratets kort i selvbetjeningen.