Hvad søger du?

28 juni 2022

Tag familien med på tre sommerture i Vestdanmark

Sommer i Danmark er skønt, og Fyn og Jylland byder på fantastiske oplevelser for hele familien. Mulighederne er mange og spænder lige fra storbyferie i Aarhus til et besøg i øhavets hovedstad Svendborg med udsigt til det sydfynske øhav. Få tre tip til gode oplevelser.

Svendborg - øhavets hovedstad

Svendborg er Fyns næststørste by og kendt som øhavets hovedstad. Byen byder på mange dejlige sommeroplevelser for hele familien. I sommermånederne summer byen af liv og er virkelig et besøg værd.

Svendborg blev grundlagt i 1200-tallet, og I finder blandt andet en hyggelig bymidte med smalle gader, torve og markeder. Er I til livemusik afholdes der mere end 700 koncerter om året, og det kan gå hen og blive helt svært at vælge.

Samtidigt er Svendborg porten til det sydfynske øhav med daglige afgange til blandt andet Skarø, Drejø og Ærø.

Se de hvide dådyr på Drejø

Efter at I har nydt Svendborgs summende og hyggelige byliv, er det tid til at komme helt ned i gear og opleve den danske natur fra sin bedste side.

I behøver ikke sætte jer på en flyver og rejse til den anden side af jorden for at opleve øhop i verdensklasse.

Fra Svendborg kan I sejle til en række fantastiske øer, som tilsammen udgør det sydfynske øhav. Her kan I f.eks. besøge Drejø, som ligger ca. 75 minutters sejlads fra Svendborg.

Drejø er en lille ø og er derfor perfekt at udforske til fods eller på cykel. Hvis I er heldige, kan I opleve de sjældne hvide dådyr (ja den er god nok), som holder til på Drejø.

Efter en lang dag kan I slutte af i Drejøs hyggelige landsby, hvor der er mulighed for at få en is og et velfortjent hvil til benene. Efterfølgende kan turen gå tilbage til Svendborg eller videre til en af de andre perler i det sydfynske øhav.

Oplev kulturbyen Aarhus

Har I besluttet, at turen går til Jylland, så tag endelig et smut forbi Aarhus. Her har I nemlig mulighed for at kombinere det bedste fra to verdener; storbyferie og afslapning på stranden.

Aarhus var i 2017 europæisk kulturhovedstad, og selvom den titel efterhånden har et par år på bagen, så er byen bestemt ikke blevet mindre spændende af den grund.

Søger I moderne arkitektur, lækker gastronomi og sjove aktiviteter så er Aarhus stedet. Byen blev i 2021 kåret til verdens tredje mest bæredygtige turistdestination så turen kan altså foretages med god samvittighed.

Viser det danske sommervejr sig fra sin gode side, så er det om at udnytte det! En tur på stranden kan gøre underværker i varmen. Lige nord for byen finder i sandstrandene Bellevue og Den permanente, hvor det er muligt at køle ned med en is og en kold dukkert.

TIP til turen:

Tjek sommertrafikken over Storebæltsbroen her, så du kan planlægge at køre på de mindre travle tidspunkter. Betal med bizz eller nummerplade i de grønne Ekspresbaner - så undgår du ekstra ventetid, og du får den billigste tur. 

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk