Hvad søger du?

18 juni 2019

Styr uden om Stau på bilferien

Stau er det tyske ord for bilkø. Ferien er simpelthen for kort til at holde stille på en motorvej gennem Europa. Med lidt god planlægning kan I finde det helt rigtige tidspunkt at køre på.

Derfor har vi samlet et overblik over hjemmesider, hvor I kan orientere jer, før I kører mod sydens sol – eller mod vores svenske og norske naboer.

Et godt udgangspunkt

Når udgangspunktet for bilferien er Danmark, er det jo meget rart med et lille overblik over den aktuelle danske trafiksituation. Skal I krydse Storebæltsbroen kan I altid følge med i trafikken på Storebælts hjemmeside. I kan også holde jer orienteret på Vejdirektoratets side, hvor I finder et danmarkskort med oversigt over vejarbejde, spærrede veje og en side med overblik over sommertrafikken i Danmark.

Mod vores nordiske naboer

Der er en del danskere, der holder sommerferie i de lidt mere nordlige egne af Skandinavien. Skal I mod vores svenske naboer anbefaler vi, at I tjekker situationen på de svenske motorveje ud på Trafikverkets Trafikinformation. I kan også hente informationer på Trafiken.nu, som er delt i regionerne Göteborg og Stockholm.

Det kan også være, at I skal gennem det svenske mod Norge. I så fald kan I besøge det norske vejvæsens hjemmeside, hvor I kan holde jer opdateret om vigtige trafikmeldinger.

På den tyske Autobahn

Går kør selv-ferien ned gennem Tyskland er det en god idé at tjekke Verkehrsinfo, før I smutter. Der er også gode meldinger at hente på den tyske bilklub ADACs side for trafikinformation.

Hvis der er nogen, der har styr på ”det med trafikken”, så er det FDM. De har lavet en super god Autobahn-kalender over belastede perioder på de tyske motorveje. De er også seje til at lave køprognoser, som du kan holde udkig efter på FDMs hjemmeside - start med artiklen 540 tyske vejarbejder kan drille ferietrafikken.

Brennerpas og bjergkørsel

Hvis I skal helt ned til Østrig eller bare krydse gennem, er det oplagt lige at tjekke trafiksituationen på den østrigske bilklub ÖAMTCs hjemmeside.

Den støvleformede halvø

Turen gennem Østrig har for mange danskere Italien som slutdestination. Har I spændt tagboksen på, for at tage turen til det skønne land med den dejlige natur og de særprægede mennesker, kan I gøre jer selv den tjeneste at tjekke det italienske vejdirektorat Autostrades hjemmeside ud.

 

God tur til jer.

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk