EU skærper kravene til personlige oplysninger

Du kender det måske som persondataforordningen eller GDPR. Fra den 25. maj 2018 træder en række nye regler om virksomheders håndtering af persondata i kraft, og det er slet ikke så kompliceret, som det lyder.

22. maj 2018

De nye regler er blevet til for at beskytte dig endnu bedre, når virksomheder håndterer dine personlige oplysninger. Det er de oplysninger, du giver, for eksempel når du bliver kunde hos en virksomhed eller tilmelder dig et nyhedsbrev. De nye regler gælder for alle virksomheder inden for EU, og de gælder derfor også for BroBizz A/S.

Hvad betyder de nye regler for dig?

Du skal ikke ændre eller gøre noget. Det eneste, de nye regler betyder, er, at du får bedre kontrol over dine egne oplysninger.
 
Er du kunde hos BroBizz A/S, kan du til hver en tid logge på Min Konto, som du har adgang til fra brobizz.com, eller du kan bruge BroBizz’ app til at se eller ændre dine kundeoplysninger.
 
Er du ikke kunde, men modtager vores nyhedsbrev, kan du i vores privatlivspolitik læse, hvordan du kontakter os for yderligere information. 
 

Vi passer godt på dine personlige oplysninger

Det er vigtigt for os, du ved, at vi passer godt på dine personlige oplysninger, og at vi overholder de nye regler i persondataforordningen.
 
Derfor har vi opdateret vores privatlivspolitik, hvor du kan læse om:
  • hvilke oplysninger, vi indsamler,
  • til hvilke formål, vi bruger dem,
  • hvad dine rettigheder er i forhold til dine personlige oplysninger,
  • hvordan du kontakter os, hvis du har spørgsmål eller kommentarer. 

Se vores privatlivspolitik