BroBizz Operatør vinder kontrakten på Danmarks første free flow betalingsanlæg

Når Kronprinsesse Marys Bro over Roskilde Fjord i slutningen af 2019 åbner for trafik, bliver det BroBizz Operatør, som skal drive betalingsanlægget. Selskabet har netop vundet opgaven på det, der bliver Danmarks første free flow betalingsanlæg.

27. august 2018

Betalingsanlægget bliver uden bomme, og derfor sker afregning for turen automatisk via enten nummerpladelæsning eller med en BroBizz, som aflæses mens bilen er i fart. Begge betalingsteknologier har BroBizz A/S, som er moderselskab til BroBizz Operatør, stor erfaring med fra bl.a. Storebæltsbroen, hvor mikrobølgeteknologien har været brugt i BroBizz siden anlæggets åbning i 1998.

– Vi er rigtig glade for, at vi har vundet opgaven. Vi har tyve års erfaring med at drive betalingsanlæg, og derfor er det rart at få bekræftet, at vi har afgivet det stærkeste tilbud og er konkurrencedygtige på det kommercielle marked, siger adm. direktør i BroBizz Operatør A/S, Ole Lykke Christensen.

BroBizz Operatør blev tidligere på året prækvalificeret sammen med fire andre konsortier, som efter en dialogproces hen over foråret blev til tre konkurrerende parter. Kontrakten forventes indgået efter den lovmæssige stand-still periode på 10 dage.

BroBizz Operatør blev stiftet 7. december 2017 som et datterselskab til BroBizz A/S i Sund & Bælt-koncernen. Selskabet er stiftet i overensstemmelse med Lov om Sund & Bælt med det formål bl.a. at kunne byde på etablering, drift og vedligehold af elektroniske bompengesystemer.

Det betyder bl.a., at selskabet kunne byde på operatøropgaven på den kommende Frederikssundforbindelse. Selskabet vil ligesom BroBizz A/S operere på almindelige markedsvilkår.